Juhu – vi når et par uger på skolen inden ferien!

May 12th, 2020 | By | Category: Vigtigt

Fra mandag d. 22. juni kommer eleverne i primaireskolen og collège tilbage til næsten normal undervisning såvel til de franske timer som til undervisningen i Den Danske Sektion.
Der er naturligvis en del justeringer, da vi fortsat skal respektere de sanitære retningslinjer, men hvor er vi glade for, at vi når et par uger sammen inden ferien!!!

I har alle været utroligt dygtige og pligtopfyldende foran skærmen, og vi har da også fået lavet en del. Vi har også erfaret, at fjernundervisning er muligt, men ikke holdbart i længden.
Vi har savnet vores dejlige skole, vores elever, samværet og rigtig klasseundervisning – lad os gi’ den gas de sidste par uger, så vi tager glade og optimistiske på ferie.

Kontoret åbner også igen fra mandag d. 22.6, dog fortsat uden personligt fremmøde af gæster.
Du er altid meget velkommen til at kontakte os pr. telefon 06.18.43.02.97 eller e-mail sectiondanoise@gmail.com.

Velkommen til Den Danske Sektion

Lycée International har et helt unikt skoletilbud, hvor der står dansk på skemaet 6 timer om ugen fra 1.klasse til 3.g.

Overvejer du en ansøgning til skolestart i september 2020, bedes du kontakte os meget hurtigt.
Vi tager meget gerne imod børn og forældre, der har lyst til at se skolen og få mere information ved et personligt møde.
Vi kan kontaktes pr. telefon 06.18.43.02.97 eller e-mail sectiondanoise@gmail.com.

Et år i Frankrig efter folkeskolen?

Lige nu har vi til skolestart 2020 også et par ledige pladser i 1.g i skolens særlige modtageklasse for ikke-fransktalende elever. Dette tilbud kan være interessant for børn, der efter 9. eller 10. klasse kunne tænke sig et år i Frankrig som et alternativ til fx et år på efterskole.
Vi kan være behjælpelige med at finde en værtsfamilie, og vi kan sætte jer i kontakt med forældre til elever og eleverne selv, der har gået et år i 1.g’s modtageklasse.

Hvorfor vælge en tosproget skolegang helt fra skolestart i 1.klasse ?
En tidlig målrettet indsats med undervisning i et dansk-fransk sprogmiljø er den første del af barnets sproglige fundament.

I de 6 ugentlige timers danskundervisning udvikler barnet fra begyndelsen af sin skolegang de grundlæggende danskfaglige sprog-, skrive- og læsekompetencer, som der trin for trin bygges videre på mod en fuldstændig tosproglighed og en dansk-fransk kulturforståelse og identitet.

En tosproget skolegang – en gave for livet
En tidlig indsats er klart at anbefale, men Den Danske Sektion optager elever på alle klassetrin, hvis kravene til de dansksproglige og generelle faglige krav opfyldes.
Kontakt os, så vi kan få en snak om skolens tilbud, undervisningens indhold og vores forventninger til en vellykket skolegang på Lycée International.

Comments are closed.