Et år i Frankrig med pludselige coronaudfordringer

Jun 2nd, 2020 | By | Category: Det sker

Nanna øver flittigt på violinen

Nanna fra 9.klasse fortæller om sine oplevelser af den pludselige nedlukning, hjemrejsen og sine udfordringer i coronatiden.

Fra Frankrig til Danmark i en fart
Det hele starter onsdag 11. marts, hvor der kommer en besked om, at Danmark lukker ned. Fem minutter efter ringer min mor. Hun siger, at hun vil spørge min far, om han ville have mulighed for at køre til Frankrig for at hente mig.

Omkring 26 timer senere står min far i Versailles og er klar til at tage mig med hjem. Jeg får alt ud i bilen, min far får en kop kaffe, og så går turen hjemad til Danmark igen.

Jeg hedder Nanna Mathilde og går på Lycée International i 9. klasse dette skoleår. Jeg har valgt at tage et år til Frankrig for at lære fransk. Det er nemlig muligt at gå i en modtageklasse, hvor man lærer fransk fra bunden. Jeg bor hos en virkelig sød værtsfamilie i Versailles, men både jeg og mine forælder ville være tryggest ved, at jeg var hjemme sammen med dem i Danmark.

Hjemme igen til familien, hus og hund 😉

Hjemme igen
Da vi er kommet hjem, får jeg pakket ud, og jeg tænker, at det er meget voldsomt alt det her.
De næste par dage går efter et skema, min mor har lavet til min søster og mig, fordi på det har tidspunkt tænker vi, at det bare lige vil vare to uger.

Der var og er svært ikke at kramme og være tætte med mine veninder, både fordi jeg ikke har set dem længe, men også fordi det føles helt forkert ikke at kramme, når vi ser hinanden. Det er også meget mærkeligt, at jeg ikke sådan rigtigt må kramme mine bedsteforælder, når de kommer forbi. Der er mange ting, man lige skal tænke på som fx, at du ikke må røre andet end det, du skal have, når du handler. Jeg synes også alt det med online undervisningen er svært, fordi man nemt kan blive distraheret. Sammenlignet med Frankrig er jeg ret så glad for, at der ikke er udgangsforbud. Det ville hverken jeg eller min familie kunne holde til.

En ny og anderledes hverdag
Jeg er kommet hjem til en anderledes hverdag. De første tre uger var ikke sjove, for man måtte ingenting, og det var og er også kedeligt bare at sidde der hjemme og lave ingenting. Jeg er vant til at være sammen med mine venner næsten hele tiden, men her under coronakrisen er det svært at lave andet end at gå en tur eller sidde ude sammen med 1-2 meters afstand. Jeg er slet ikke vant til at være så meget hjemme, og det er ikke helt let som teenager.

Undervisning ved skærmen

Hip, hurra det’ min fødselsdag

Online undervisningen var okay i starten, men nu hvor jeg og mange andre har siddet derhjemme i 3 måneder, så er jeg ved at være lidt træt af det. Jeg synes online undervisning er hårdere end undervisning i skolen, for det er nu engang bedst at være og lære sammen med sine klassekammerater. I dansktimerne er vi heldigvis færre til undervisning foran skærmen, så det fungerer bedre. Til min fødselsdag i maj blev jeg af de andre overrasket med ’Hip hurra, det’ min fødselsdag’ for fuld gas og masser af flag på skæmen. 

 

hygge med bedsteveninden – pænt på afstand

Et (næsten) dødt ungdomsliv
Lige da beskeden om, at Danmark lukkede ned, begyndte min telefon at vibrere. Det var min gamle danske klasse, der udvekslede om, hvordan de skulle feste, hygge og bare have tidlig sommerferie. Humøret var højt, men alle fandt hurtigt ud af, at den næste lange tid ikke helt ville blive en fest.

Kommer jeg overhovedet tilbage til Frankrig igen?
Som tingene ser ud lige nu, kommer jeg nok ikke tilbage til skolen igen, men jeg håber da på, jeg kan få lov til at komme derned for at sige ordenligt farvel til mine klassekammerater. Jeg ville ønske, at jeg kunne få den afslutning, jeg havde håbet på, men det komme nok ikke til at ske. Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg har fået den her mulighed, og det har været fedt, at jeg også kunne forsætte med at have dansk og historie i Den Danske Sektion, mens jeg knoklede med det franske.

Jeg kan helt klart anbefale andre at tage et år på Lycée International – det er en fantastisk sproglig, social og udviklende oplevelse!

Comments are closed.