Gymnasiet

Faglig fordybelse med internationale perspektiver

Gymnasiet – eller Lycée International – giver eleverne mulighed for at kombinere en international uddannelse med en stærk dansk faglig profil. Det betyder, at eleverne følger undervisningen på Lycée International suppleret med undervisning på den danske sektion, hvor eleverne følger dansk, historie og kulturforståelse. Kombinationen giver et stærkt fagligt fundament og en naturlig flersproget hverdag, hvor dansk, fransk og ofte engelsk bliver en del af elevernes daglige liv.

Undervisningen lægger vægt på analytisk tænkning, kritisk refleksion og selvstændigt arbejde. Eleverne lærer at formidle sig sikkert på tværs af sprog og kulturer og opbygger kompetencer, som er efterspurgte på videregående uddannelser og i et internationalt arbejdsliv.

Et internationalt læringsmiljø

Lycée International samler elever fra en lang række nationale sektioner. Det betyder, at eleverne hver dag møder forskellige sprog, kulturer og perspektiver – både i undervisningen og i det sociale liv. Den internationale hverdag udvikler elevernes interkulturelle forståelse, sproglige kompetencer og evne til at samarbejde på tværs af kulturer. Samtidig fastholder de deres danske identitet gennem undervisningen i sektionen.

Vejen videre

Efter gymnasiet har eleverne adgang til videregående uddannelser i Danmark, Frankrig og resten af Europa. Kombinationen af dansk faglighed, internationale erfaringer og stærke sprogkundskaber giver et solidt udgangspunkt for både universitetsstudier og en international karriere.

Secondaire 2

Lycée

Svarer til det danske gymnasium og er 2.del af secondaire-klasserne: 2nde = 1.g, 1ère = 2.g, Terminale = 3.g

Undervisning

Med nationalundervisning i dansk, historie-geografi og verdenskundskab fordelt over 8 timer i løbet af ugen. I gymnasiet har eleverne også mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter uden for de fastsatte undervisningstimer som sport, teater, musik, kor m.m.

Skoledag

Der er undervisning hver dag fra kl. 8.00 – kl. 17.05 – afbrudt af halvanden times frokost og hyggeligt samvær.

EKSAMEN

Alle gymnasieelever skal op til en fransk studentereksamen, Baccalauréat Français International, med en overbygning af nationalfagene dansk, historie-geografi og samfunds- og verdenskundskab (Connaissance du Monde). Disse tre fag vægtes med 40% af en BFI-eksamen.

LÆS MERE OM BFI