Lycée International er beliggende i et naturskønt område omkring 20 km vest for Paris i byen Saint-Germain-en-Laye.

Skolen har et helt unikt skoletilbud, hvor der står dansk på skemaet 6-8 timer om ugen fra 1.klasse til 3.g. Foruden Den Danske Sektion er der 13 andre internationale sektioner: amerikansk, britisk, norsk, svensk, tysk, nederlandsk, italiensk, spansk, portugisisk, japansk, polsk, russisk og kinesisk, hvor der som i Den Danske Sektion undervises 6-8 timer ugentligt i og på nationalsproget.

Sektionerne bliver betragtet som en del af den franske skole med den franske rektor som skolens øverste leder, men de er selvstændige i deres administration og pædagogiske tilgange og metoder.

På Lycée International undervises fra 1.kl. (CP) til og med 3.g (Terminale) samt i den franske børnehaveklasse (GS). Den Danske Sektion har også en lille dansk børnehave for børn i 3-5 års alderen, der mødes hver onsdag formiddag.

Den ugentlige undervisning foregår fra mandag til fredag :

  • Primaire-klasserne (1. – 5. kl.) : 8.45 – 16.15 med middagspause 12.00 – 13.30, og der er ikke undervisning onsdag eftermiddag fra kl. 12.00
  • Collège-klasserne (6. – 9.kl.) : 8.55 – 16.15/17.05 og altid fri onsdag eftermiddag fra ca. 12.30
  • Lycée-klasserne (1. – 3.g) : kl. 8.00 til 17.05 (ofte med 1-2 dage til 15.15 eller 16.15)

Udover de elever, som tilbringer hele deres skoleuge på Lycée International, findes der også elever i primaire-afdelingen, som går i de lokale franske skoler, men herudover følger undervisningen i de nationale sektioner (externés-elever). Dette valg kan være begrundet i sociale eller familiære grunde eller pga. pladsmangel i de franske klasser på Lycée International.nal.