
En tidlig målrettet indsats med undervisning i et dansk-fransk sprogmiljø er den allerførste og meget vigtige del af barnets tosproglige fundament.
I de 6 ugentlige timers danskundervisning udvikler barnet fra begyndelsen af sin skolegang de grundlæggende danskfaglige sprog-, skrive- og læsekompetencer, som der trin for trin bygges videre på mod en fuldstændig tosproglighed og samtidig også en dansk-fransk kulturforståelse og identitet.
En tidlig indsats er klart at anbefale, men Den Danske Sektion optager elever på alle klassetrin, hvis kravene til de dansksproglige og generelle faglige krav opfyldes.
En tosproget skolegang er en gave for livet. At beherske to eller for mange af vores elevers vedkommende 3-4 sprog på modersmålsniveau giver de bedste betingelser for at forstå sit eget kulturelle ophav og at berige sig med ny viden, indgående forståelse, venskaber og såvel uddannelsesmæssige som professionelle muligheder på tværs af sprog, lande og kulturer.