
Det kræver tålmodighed, en god arbejdsindsats og engagement at blive godt integreret på skolen såvel fagligt som socialt. Særligt når eleverne kommer direkte fra Danmark, er der meget nyt at skulle lære og forholde sig til. Ikke kun sprogligt, men den franske skolekultur kan opleves som en stor omvæltning.
Vi er i DDS naturligvis ekstra opmærksomme på vores nye elever, og derfor opfordrer vi altid til en god og jævnlig dialog med vores elever og familier, så vi får italesat de mange nye udfordringer og eventuelle misforståelser.
På Lycée International følger man på samme tid det franske curriculum, kun tilpasset i de franske modtageklasser, og sektionens læreplaner. Det betyder flere ugentlige timer på skemaet sammenlignet med en ‘almindelig’ fransk skole, og vi har forventninger om en engageret og regelmæssig investering i skolearbejdet både på skolen og i hjemmearbejdet, såvel i den franske del som i sektionsfagene.
En vellykket skolegang, trivsel og en positiv udvikling er betinget af et godt fagligt niveau både i fransk og dansk. Ikke alle har et alderssvarende danskniveau ved optagelse, men i disse tilfælde forventes det, at der med familien som en væsentlig medspiller bakkes ekstra op og iværksættes den nødvendige støtte, så eleven hurtigt kommer på niveau med klassetrinnet.
Det er vigtigt med et godt forældreengagement både i barnets/børnenes skolearbejde, men også ved deltagelse i skolens mange arrangementer i og på tværs af sektionerne. Her oplever eleverne en særlig tilknytning til deres skole og til sektionen, hvilket har en afsmittende og motiverende effekt på elevernes glæde for deres skole og dermed styrkes deres lyst til også at engagere og udvikle sig fagligt og socialt.